Digterparken 3, 6000 Kolding

ATTRAKTIVT HUS I SUND ANDELSFORENING MED FANTASTISK ADRESSE

Sæt kurs mod Digterparken 3, hvor vi nu tager jer med indenfor på en fremvisning af en utrolig attraktiv andelsbolig. Her venter en hyggelig og rolig hverdag med et tæt naboskab – beliggenheden tæt på bymidtens mange faciliteter er bare prikken over i’et.

Huset ligger i en klassisk og velholdt bebyggelse bestående af otte andele, og ejendommene er opført i 1985. Allerede ved ankomst fornemmer I den trygge atmosfære, og huset står flot med rød murstensfacade, hvide karme om vinduerne og et rustrødt tegltag. Foreningen har styr på økonomien, byder på gode parkeringsmuligheder (både for beboer og gæster), har legeplads til de yngste og grønne arealer, hvor naboer hurtigt forvandles til venner; lyder det ikke hyggeligt?

Fra den lille, lukkede vej fører indkørslen hen til carporten. Huset er omkranset af en dejlig, nem havegrund, som inviterer til afslapning i bedste forstand, og her er sol fra morgen til aften. Og lad os bevæge os indenfor i boligen.

Hoveddøren åbner op til en rummelig hall, og allerede her møder I den lyse og tidløse indretning, som er gennemgående i hele hjemmet. Herfra kan I tilgå det store opholdsrum, som samler køkken, spisestue og stue i ét – med plads til nærvær og samvær samt direkte udgang til terrassen og haven, hvilket skaber en glidende overgang mellem inde- og udemiljø. På etagen har I naturligvis også et praktisk bryggers såvel som et gæstetoilet, og tilbage i hallen fører trappen op til 1. salen. Heroppe venter intet mindre end tre indretningsvenlige værelser, og slutteligt kommer badeværelset. Det her er med andre ord en god og gennemtænkt bolig, som både henvender sig til børnefamilier og par; uanset om I er unge, eller om ungerne er fløjet fra reden.

Andelsboligen ligger i en attraktiv bydel, der er kendt for sine børnevenlige kvaliteter og korte afstand til Kolding Centrum. Her bor I blandt andet fem minutters gang fra folkeskole, gymnasium og supermarked, men I har heller ikke langt til bager, boldbaner eller bybusser. Samtidig ligger boligen tæt på et væld af grønne arealer. Det er derfor oplagt at tage på picnic i Stejlbjerganlægget eller udfordre konditallet ved Alpedalens bøgeskove og bakker. Naturoplevelser til trods bor I kun 1,5 kilometer fra Kolding Centrum, som er rig på butikker, caféer og kulturelle tilbud.

Vil I med på en fremvisning?

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.