Toftevænget 9, Vonsild, 6000 Kolding

Indflytningsklar og charmerende villa med nyopført garage

Lyst og gennemført indbydende etplanshus med stor og legevenlig have til glæde for børn og voksne. Den hyggeligste pejsestue med loft til kip, kæmpe vinduesfacader og gulvvarme. To badeværelser og fire soveværelser med plads til alle. En helt nyopført garage med klinkegulv og gode anvendelsesmuligheder.
Lyder disse kvaliteter som præcis dét, du og din familie går og søger efter? Så kan vi her hos Ejendomsmægler Bonde nu glæde jer med, at vi har ét styks drømmebolig skræddersyet efter jeres behov til salg på markedet.

Der er tale om en flot og velholdt etplansvilla fra 1966 på adressen Toftevænget 9, en rolig villavej, midt i Vonsild. Her står bygningen nydeligt frem med en hvidpudset facade og et flot engoberet tegltag. En stor indkørsel leder frem til det hele, og her har I god plads til at lade jeres gæster parkere, når I inviterer på fødselsdage og andre særlige sammenkomster. For enden har I så jeres helt egen, splinternye garage på 32 m2 med flot klinkegulv og gode muligheder for både opbevaring, hjemmeværksted m.m.

Der er to primære indgange til ejendommen. Den første fører jer direkte ind i den åbne entré med god skabs- og garderobeplads, mens den anden først lige tager jer et smut med ind i det praktiske bryggers, hvor endnu mere skabsplads byder sig til, og hvor man hurtigt kan sætte en maskine tøj over til vask, inden turen fortsætter ind i det hyggelige hjem.

Om hjørnet smelter entréen sammen med en lang fordelingsgang, der giver adgang til samtlige af boligens fire soveværelser. Hver især har de en rigtig god størrelse, som egner sig godt til både soveplads og legetøj, kommoder, reoler, skrivebord, ja, kort sagt alt, I har brug for i jeres indretning. Værelserne ligger alle på højre side af gangen, mens husets to badeværelser står opført i samme lyse stil side om side på venstre hånd; det ene med brusemiljø og det andet med et lækkert badekar.

I den anden ende af huset går I via entréen ind i det skønne, åbne køkken-alrum med direkte front til pejsestuens lyse arealer. Hele denne flotte afdeling er forsynet med dejlig gulvvarme, så I alle kan tulle rundt i strømpesokker året rundt uden at fryse om tæerne, og I kan glæde jer til et rigtig flot valg af materialer - både i form af det stilrene køkkendesign og de kontrastfulde, mørke gulve.

Fra pejsestuen, der står hyggeligt frem med sin brændeovn og vældige vinduer, er der udgang til en sydvendt terrasse med plads til grill og hygge, inden turen fortsætter ud i den nemme have, som er let at vedligeholde. Ja, der er virkelig tale om et sandt familieparadis med alt, I kunne ønske jer. Tilmed beliggende idyllisk i den hyggelige by Vonsild med egen skole og Brugs - bare fem kilometer syd for Koldings levende midtby med gågader, Slotssøen, Koldinghus og Banegården.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.